Pragtfuld og indflytningsklar 1 plans villa tæt på Damhussøen
Velkommen til et af Rødovres mest attraktive nabolag, hvor vi byder indenfor til denne velholdte etplansvilla fra 1936. Her er hjemmet til jer, som ønsker plads til familien uden at komme for langt væk fra byen. Med denne bolig får man en ideel beliggenhed sammensat af et nærmiljø med både natur og by.
Huset råder over 147 gode kvadratmeter, som fordeler sig over en god planløsning med tre store værelser, lækkert bryggers med separat indgang, køkken, badeværelse og stor, lys stue. Hele herligheden finder I på den 731 kvadratmeter store grund, som byder på en forhave med stor indkørsel, cykelskur og dejlige æbletræer på græsplænen, og en stille, aflukket baghave, som inviterer til hygge og heldagssol. Her er der god plads til børnene, hunden og med både en fliseterrasse mod syd og en delvist overdækket træterrasse mod nordvest er det svært ikke at lade sig begejstre. I baghaven finder I ydermere både indbygget terrassevarmer og lys samt et dejligt drivhus, hvor familiemedlemmer med grønne fingre kan dyrke lidt af hvert.
Indenfor finder I et flot, åbnet Invita-køkken, som er stilfuldt indrettet i mørkegrå nuancer med børstet stål-detaljer og med hårde hvidevarer fra Siemens. I den store stue, som køkkenet åbner op til, finder I loft til kip og panoramavinduer ud til terrassen og haven. Lysindfaldet gennem vinduespartierne er exceptionelt og svært at blive træt af. Huset sørger for, at I kan holde varmen, selv på de koldeste dage - vinduerne er energi/termoruder, der er gulvvarme på opholdsarealerne, således at fodkolde dage hører til fortiden, og en svanemærket Morsø smedejernsbrændeovn kan skrue lidt ekstra op for varmen og hyggen i stuen, når I trænger til det. I de øvrige værelser styres varmegraderne elektronisk af de nyere radiatorer. I stuen og værelserne ligger flotte parketgulve af egetræ. Husets bryggers har gode vaskefaciliteter fra Miele, mens badeværelset står nydeligt og nutidigt indrettet med en æstetik, som er klassisk skandinavisk. Husets største værelse er delt i to, hvilket åbner op for muligheden for at skabe et kontor, walk-in closet eller ekstra værelse afhængig af hvilke behov, I måtte have.
Med en beliggenhed på en fredelig, familievenlig vej lige op ad Damhussøen og de grønne områder ved Damhusengen er huset en bolig, som er attraktiv for de fleste. Fra hoveddøren er der under 500 meter til nærmeste daginstitution, mens nærmeste skole og indkøbsmuligheder ligger mindre end en kilometer væk. I har nem adgang til motorvejsnettet, mens Indre By nås på en lille halvtimes cykeltur. Er benene trætte eller vejret gråt, ligger nærmeste Metro St. under 10 minutters cykeltur væk.