En lys og velholdt bolig står på Resenbrovej 25 klar til at byde dig og din familie velkommen. Der står intet imellem jer og det ideelle familieliv, der får de bedste forudsætninger for at blomstre her på adressen.
Dette klassiske parcelhus i én etage fra 2003 tager sig særdeles godt ud allerede fra første øjekast. Ejendommen er beliggende på en skøn lukket villavej og de røde mursten med lystmalede vinduesrammer står idyllisk plantet i den grønne have omgivet af velslået græs, der er nemt at vedligeholde. Børnene kan nyde en gyngetur i legestativet, mens forældre og venner slår sig ned på den store, sydvendte terrasse, der hele dagen ligger godt eksponeret for solens stråler. Til ejendommen hører også et mindre redskabsskur til diverse opbevaring samt en praktisk carport ud mod vejen, hvor familiens foretrukne køretøj kan stå trygt og godt i læ.
Med en praktisk indretning, der bærer præg af boligens få år på bagen, er planløsningen et udtryk for moderne løsninger og rummelighed. 130 m2 (156m2) har I at indrette jer på, hvor tre reelle værelser står i kø for at være helle for familiens medlemmer. Overalt i boligen mødes man af kvalitetsbevidste materialer og gode rum, der alle får et formidabelt lysindfald gennem de store vinduespartier. Glæd jer især til at indtage udestuen, der er det perfekte mellemsted mellem indendørs og udendørs, hvor ovenlysvinduer og panoramaudsigt over haven sammen med ild i pejsen er perfekt til gedigen familiehygge. Køkkenet er indrettet med alt i hårde hvidevarer og giver et diskret kig til alrummets spiseafdeling, der begge er belagt med flotte, naturfarvede gulvfliser. Hele to badeværelser er der at finde, det begge er pæne og i god stand, og det ene kan endda bryste sig af et indmuret badekar til luksuriøse hjemmespadage. Derudover findes også en stor stue, hvor der er plads til at samle hele familien, samt et særdeles praktisk bryggers med vaskefaciliteter og masser af skabsplads.
Når I modtager nøglerne til denne villa, kan I med det samme begynde at udforske det spændende nærområde. Her blomstrer Rødovre med al sin pragt, hvor rolige villaveje danner en tryg ramme om jeres hyggelige hjem. Der er under 1 km til de vigtigste dagligdagsfornødenheder for børnefamilien, hvor både skole, daginstitution og indkøbsmuligheder ligger i nem gåafstand. Rødovre er blevet et yndet tilflytningssted for familier, der ønsker at have Københavns bugnende tilbud tæt ved, men dog stadig vil have bylivets stressende atmosfære i god afstand, og det er nemt at komme til og fra, da der blot er 20 minutters køretur til centrum af hovedstaden.
Særligt ejendommen udestue en en meget lækker og meget anvendelig "boligdel", der er Genvex anlæg som sikre et godt indeklima endelig er der gulvvarme i alle ejendommens klinkegulve.